For langt de fleste fagjournalister sker der store Ændringer i deres arbejdsliv efter uddannelsen.
En stor del vender tilbage til deres tidligere job, men nu med udvidede funktioner inden for information og faglig formidling.
En anden stor del får job som informationsmedarbejder ved offentlige eller private organisationer, eller som fagjournalist ved magasiner, aviser, tv, radio eller webmedier.
Hvad laver kandidaterne nu?
Nedenfor har vi tegnet nogle typiske profiler på kandidater fra fagjournalistuddannelsen.
(*Alder ved afslutning af uddannelsen).
Søren Hyltoft, 35 år*
Cand. scient. pol., tidligere miljøkoordinator ved forbrugerstyrelsen og konsulent ved Dansk Center for Byøkologi. Ansat som journalist ved dagblad i provinsen i umiddelbar forlængelse af fagjournalistuddannelsen.
Jan Tøibner, 40 år*
Seminarieuddannet lærer. Underviser i folkeskolen i flere år. Efter fagjournalistuddannelsen ansat som informationsmedarbejder i børne- og ungdomsforvaltningen i en stor kommune. Ansvar for bl.a. en forældreavis om børn og unge og et elektronisk nyhedsbrev.
Kirsten Helby, 45 år*
Cand. phil. i æstetik og kultur. Voksenunderviser og projektkoordinator ved selvejende institution. I første omgang tilbage i tidligere job med udvidede informationsfunktioner samt deltids freelance journalistisk arbejde. Et år efter fagjournalistuddannelsen ansat som informationsmedarbejder og international koordinator i amtskommune.
Lars Ole Larsen, 37 år*
Cand. geom. med speciale i fysisk planlægning. Flere års arbejde som landinspektør og konsulent. Ansat umiddelbart efter endt fagjournalistuddannelse som tekstforfatter af instruktions- og informationsmateriale ved vindmøllefabrik. Derefter ansættelse som webmaster og informationsmedarbejder ved stort uddannelsescenter.
Winnie Brodam, 47 år*
Cand. odont. Arbejdet flere år som tandlæge. Efter fagjournalistuddannelsen fast freelancer på Tandlægebladet samt informationsarbejde for faglig organisation.
Annette F. Grandt, 41 år*
Læreruddannet. Arbejdet som lærer i flere år indtil fagjournalistuddannelsen. Startede som freelancejournalist umiddelbart efter. Nu fuldtids freelancejournalist på freelancekontor med seks andre journalister med ansvar for bl.a. et erhvervsblad.
Anne Marie Schmidt, 50 år*
Cand. pharm., farmaceut på hospitalsapotek. Tilbage i tidligere job med nye funktioner. Har ansvar for et informationsblad, hjemmeside, informationsopgaver og forskellige projekter, som trækker både på den farmaceutiske og journalistiske baggrund
Opdateret 01-09-2008
Spørgsmål, kommentarer, forslag og rettelser til websitet er meget velkomne, og rettes til webmaster@dmjx.dk