Digital Urban Living
– digital livsstil, nye medier, nyheder og journalistik i offentlige rum
Medarbejdere fra UPDATE og Journalisthøjskolen deltager i perioden 2008 – 2011 i forskningsprojektet Digital Urban Living, som gennem et ikke tidligere afprøvet tværfagligt samarbejde, vil undersøge og teste urban digital livsstil og nye medier.
Projektet gennemføres i samarbejde med forskere fra Aarhus Universitet, Katrinebjergvej og Handelshøjskolen. Alexandra Instituttet har en central rolle i projektet, og der er en lang række eksterne partnere fx Århus Kommune, Region Midt, Århus Stiftstidende, 3 X Nielsen, JC Decaux med.
UPDATE’s og Journalisthøjskolens forskning og udviklingsarbejde vil især foregå inden for området ’Civic communication in urban spaces’. Hvad sker der, når journalistikken bevæger sig fra private hjem og kontorer ud i de offentlige rum – udendørs og indendørs?
Økonomi
Det Strategiske Forskningsråd har bevilget 16.5 mio. kr. til centret og forskningen over en periode på fire år fra 1. januar 2008 til 31. december 2011. Århus Kommune, en kreds af virksomheder og de samarbejdende uddannelsesinstitutioner bidrager også til finansieringen blandt andet med arbejdstid, så centret og forskningsindsatsen har et budget på 43,5 mio. kr..
UPDATE, Danmarks Medie- og Journalisthøjskole vil i de fire år modtage 2,1 mio. kr. af bevillingen fra forskningsrådet og kommunen.
Placering
Projektet er placeret i IT-miljøet på Katrinebjerg og Alexandra Instituttet er en af samarbejdspartnerne. Der vil i samarbejde med medievirksomheder blive foretaget et række prøveopstillinger med mediefacader, skærme, mobiltelefoner, brugerinteraktion m.m. Hensigten er at skabe nye aktiviteter og mediemiljøer, der kan fungere som en form for laboratorium for digital udvikling og produktion.
I tilknytning til forskningen er der opbygget et center uden vægge Center for Digital Urban Living på AAU. Centret er ikke tidsbestemt til lukning – det kan i princippet fortsætte efter 2011.
Projektledelse
Centret og forskningsprojektet ledes af professor Kim Halskov, Informations- og Medievidenskab, leder af CAVI, Center for Avanceret Visualisering og Interaktion.
Fagmedarbejder Lars Kabel fra UPDATE er projektleder på Danmarks Medie og Journalisthøjskole og med i forskningsprojektets samlede ledelsesgruppe.
Fra Journalisthøjskolen deltager lektor Kristian Strøbech og lektor Ole Rode Jensen.
Publicerede artikler og andre afkast af forskningen vil blandt andet bliver præsenteret på projektets hjemmeside:
Opdateret 01-09-2008
Spørgsmål, kommentarer, forslag og rettelser til websitet er meget velkomne, og rettes til webmaster@dmjx.dk