Uddannelsens opbygning

Kommunikationsuddannelsen tager 3 år og 6 måneder. Du skal i praktik 2 gange i løbet af uddannelsen, og der er også gode muligheder for at give din uddannelse et internationalt perspektiv.

 

 

  • 1. - 2. semester: Grundlæggende kommunikation
  • 3. semester: Praktik
  • 4. - 5. semester: Udvidet kommunikation og internationalt semester
  • 6. semester: Praktik
  • 7. semester: Projektarbejde

 

 

 

1. SEMESTER

 

Kommunikationsteori
Du får grundlæggende viden om væsentlige modeller og analysemetoder i kommunikationsforskning, samt forståelse for kommunikation som en central faktor i strategisk ledelse. Du lærer at analysere kommunikationsprocesser og vurdere forskellige metoders anvendelighed i forskellige sammenhænge.

 

 

Research og formidling
Du får viden om journalistisk teori, metode og praksis, så du bliver i stand til at researche og formidle via forskellige medier. Gennem praktiske øvelser får du træning i journalistisk sprog og vinkling, interview, formidlingsteknikker og korrekt sprog. Du får også indblik i teorier om medieudvikling og medietyper, deres karakteristika og muligheder samt viden om mediejura og etik.

 

 

Organisationsteori
Du får forståelse for organisationer af enhver art, så du kan forholde dig refleksivt og analytisk til hvordan en virksomheds struktur, kultur og ledelse påvirker dens interne og eksterne kommunikation.

 

 

 

2. SEMESTER

 

Strategisk kommunikation
Du lærer at anvende kommunikation som et strategisk værktøj til at opnå overordnede strategiske mål. Du bliver i stand til at analysere organisationers selvforståelse og selvfremstilling, identificere interessenter og målgrupper, definere afsender- og modtagerroller samt prioritere og begrunde valg af kommunikationskanaler.

 

 

Informationsindsamling og multimedialitet
Du får indsigt i researchmetoder og praktiske øvelser i kildesøgning, kildekritik og interviewstrategi, ligesom du lærer både kvantitative og kvalitative metoder til informationsindsamling.

Du kommer også til at arbejde med multimedial formidling, billedforståelse og fortælleformer inden for forskellige medier - blandt andre print, web, mobil- og smartphones.

 

 

Samfundsfag
Du får grundlæggende viden om det politiske system i Danmark og moderne politisk kommunikation. Derudover får du et overblik over international politik, herunder teorier om international politik og dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik.

 

 

 

3. SEMESTER

 

Praktik
Praktikken giver dig mulighed for at løse kommunikationsopgaver i den virkelige verden. Du får løbende feedback på de opgaver, du løser, på praktikstedet.

 

 

 

4. SEMESTER

 

Informationsplanlægning og retorik
Du lærer at planlægge, udforme og gennemføre informationskampagner til definerede målgrupper. Du får også undervisning i retorik og præsentationsteknik, og lærer at bruge appelformer, gestik og stemmeføring samt anvende præsentationshjælpemidler. Du får også øvelse i at planlægge og lede møder.

 

 

Forretningsforståelse og økonomi
Du får forståelse for efterspørgsel og udbud og virksomheders adfærd på markeder med forskellige konkurrenceforhold. Du får grundlæggende viden om virksomhedsdrift og regnskabsanalytiske metoder. Desuden lærer du at forholde dig kritisk til forretningsplaner, budgetter og regnskaber.

 

 

Videnskabsteori
Du får en indføring i forskellige kommunikationsteoretiske tilgange, som gør dig i stand til at forholde dig analytisk, refleksivt, strategisk og kritisk til videnskabelige udviklings- og forskningsprojekter.

 

 

 

5. SEMESTER

 

5. semester er et internationalt semester, hvor du kan vælge, at:

 

  • læse på en institution i udlandet
  • følge et internationalt forløb på en dansk uddannelsesinstitution
  • følge de engelsksprogede fag på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole (som er beskrevet herunder).

 

 

Kulturanalyse, branding, krise- og oplevelseskommunikation
Du får redskaber til at løse de særlige udfordringer, der kan opstå, når man kommunikerer internationalt tværs af forskellige kulturer.

Du kommer til at arbejde praktisk med branding og de udfordringer, der er forbundet med at styrke, formidle eller genoprette organisationers omdømme.

 

Desuden lærer du om forandringskommunikation, krise- og katastrofekommunikation samt kommunikation af social ansvarlighed og særlige forhold omkring offentlig kommunikation.

Endelig arbejdes med teorier om oplevelsesøkonomi, oplevelseskommunikation og eventmanagement.

 

 

Makroøkonomi
Du får grundlæggende kendskab til de nationaløkonomiske fagområder og mekanismer i økonomisk politik. Du får forståelse for samspillet mellem varemarked, pengemarked og arbejdsmarked, og hvordan ændringer i samfundsøkonomien påvirker virksomheder.

 

 

 

6. SEMESTER

 

Praktik
Praktikken giver dig mulighed for at løse kommunikationsopgaver i den virkelige verden. Du får løbende feedback på de opgaver, du løser, på praktikstedet.

 

 

 

7. SEMESTER

 

Innovativt projektarbejde
Du lærer at tænke og arbejde som iværksætter og projektleder. Du skal lave et innovativt stykke projektarbejde, hvor du kommer med nye konkrete kommunikationsløsninger. Opgaven kan være et egentligt udviklingsprojekt i samarbejde med partnere uden for skolen.

 

 

Bachelorprojekt
Kommunikationsuddannelsen afsluttes med et projekt, hvor du bruger de teorier og metoder, du har lært på uddannelsen, til at udforme en konkret kommunikationsløsning og en rapport, hvor du reflekterer over de valg, du har taget i løbet af arbejdsprocessen.

 

 

OVERBYGNING PÅ KOMMUNIKATIONSUDDANNELSEN

 

En professionsbachelor giver ikke automatisk adgang til kandidatuddannelserne. Men det er muligt at søge og blive optaget på en kandidatuddannelse. Det vil altid være den uddannelsesinstitution, som udbyder kandidatuddannelsen, der vil tage stilling til, om uddannelsen er egnet til at være adgangsgivende til deres kandidatuddannelse.

Danmarks Medie- og Journalisthøjskole har foreløbigt fået tilsagn om, at Kommunikationsuddannelsen er egnet til at være adgangsgivende til følgende kandidatuddannelser på Aarhus Universitet. Vi arbejder på at få lignende tilsagn fra relevante kandidatuddannelser på de andre universiteter:

 

  • Journalistik, Cand. Public. (A1 linjen, samfund, kultur og medier)
  • Erasmus Mundus Masters – Journalism, Media and Globalisation
  • Corporate Communication / Virksomheds­kommunikation, ASB
  • IT, kommunikation og organisation, ASB
  • Informationsvidenskab (B-linjen)
  • Digital design (B-linjen)
  • Retorik
  • Kognitiv semiotik

 

 

 

Opdateret 07-02-2012

Spørgsmål, kommentarer, forslag og rettelser til websitet er meget velkomne, og rettes til webmaster@dmjx.dk

INTERNATIONAL International

 

 

 

SpØrgsmÅl?

Kontakt studievejledningen på Kommunikationsuddannelsen:

 

Rikke Ejsing Holm
Telefon: 89 44 04 50

e-mail: reh@dmjx.dk