Gitte Rabøl, nu selvstændig og tidligere chef for DR2, mange års erfaring med undersøgende journalistik, udvikling af medier og ledelse og medlem af Radio- og tv-nævnet holdt festtale ved dimissionen i juni 2009.
I alt dimitterer 96 studerende fra Journalisthøjskolen. Heraf fik 18 karakteren12 for deres hovedopgave.
>> Går aldrig som man tror >> Husk hvad du står for >> Forandring et vilkår >> Bliv ikke magelig >> Mod skal du have >> Ydmyghed og respekt >> Tvivlen en følgesvend >> Uhøjtidelig seriøsitet >> Balance mellem passion og professionalisme >> Skab muligheder sammen
Sidst jeg stod her
– i det her rum – var det mig, der lige var blevet journalist. Det var mig, der ikke kunne vente på at komme væk fra den grå beton, fiskefileterne i kantinen, lærerne, opgaverne, artiklerne, der aldrig skulle trykkes nogen steder og de velmente råd, jeg ikke kunne bruge til noget som helst...
Det var mig, der sad dér hvor I sidder – med tankerne et helt andet sted og det ene ben ude af døren.
Det er længe siden. Meget længe siden: 28 år, 7 kilo, 9 frisurer, 5 flytninger, 1 bryllup, 37 børnefødselsdage, to dødsfald i den nærmeste familie, 6 amerikanske præsidentvalg, 8 faste jobs og 3 freelanceperioder siden.
De fleste af jer var ikke født
Det var i 1981.
Jeg var 23, og allerede i fuld gang med mit første rigtige job, som researcher i Danmarks Radios Kulturafdeling for min store helt Poul Martinsen. Sikker på at min lykke var gjort og karrieren på skinner.
5 måneder senere stemplede jeg på Svanevej – og hævede min første understøttelse.
Jeg anede ikke
hvad der ventede mig. Heldigvis. Jeg kunne ikke forudse de søvnløse nætter: Holdt researchen, passede pengene? Usikkerheden: Var jeg det rigtige sted? Og hvad hvis jeg ikke var? Og tvivlen: på mine egne evner og på om det var det hele værd.
Men jeg vidste heller ikke, at jeg ville få knus af selveste Julio Iglesias (det er nok det min mor har været mest stolt over), blive skældt ud af forsvarsministeren, interviewe BZ-ere i Berlin, lave reportage fra Grønland og projekt i Kirgisien, opleve Obama live, afsløre svindel i fagbevægelsen, undervise burkaklædte kvinder og mænd med kniv i bæltet i Yemen, blive chef for en tv-kanal, sige op fra DR hele 3 gange, tale til Jer i dag - og flyve til Polen i aften, for at lave strategi for en TV-kanal, der sender uafhængige nyheder til Hviderusland. For bare at nævne et par af min brogede karrieres meget forskelligartede højdepunkter.
Jeg vidste heller ikke at nogle af dem, jeg stod ved siden af dengang - for længe siden, stadig ville være mine bedste venner i dag. Så kig Jer lige rundt....
Nedture, opture, vigtige relationer - alt sammen bare fordi jeg blev journalist. Og stod her for 28 år siden.
Går aldrig som man tror
Jeg er sikker på I gør Jer en masse forestillinger om, hvad der venter. Lægger planer, støber kugler, drømmer stort!
Men det eneste man kan være sikker på i det her fag, er, at det aldrig går helt som man tror - så I har intet clue! Det bliver både sjovere og sværere end I kan forestille Jer..
Jeres arbejde bliver aldrig bare et job – men en del af Jer selv og Jeres liv.
Og jeg ved, at ligemeget hvem af Jer der står her om 28 år, så vil I have en fantastisk historie at fortælle.
Husk hvad du står for
Jeg er også sikker på I alle sammen er rigtig gode til at skrive, tage billeder, lave radio, tv eller websides. Det har I fået papir på i dag. I kan få ideer, vinkle og holde en deadline.
Jeg håber også I har lært at være kritiske, vende hver sten, gå efter magten og følge pengene. Dén faglighed er nødvendig. Selvfølgelig er den det.
Men efter mine mange år som researcher, reporter, redaktør, vært, underviser, freelancer og chef, er jeg ikke i tvivl om, at der er noget, der er mindst ligeså ligeså vigtigt: hvad I står for, hvad I tror på og hvem I er. I vores branche er det alt sammen samlet i én ting: Jeres Byline eller subtitle. Det Jeres mormor ville kalde Jeres gode navn og rygte og en konsulent ville kalde Jeres personlige brand.
Når vi støder på det navn i fremtiden, afkoder vi den samlede pakke: faglighed, flair, frækhed, kreativitet, talent, troværdighed, mod, integretet, personlighed, værdisæt. Hele pakken. Det er ikke alene det du kan, der tæller – det er også den du er.
Forandring et vilkår
Tidligere talte man om at finde den rette hylde. Det sikre, gode job, der var ensbetydende med tryghed, gratiale og tale fra chefen ved 25-års jubilæet. Der er ingen hylder til Jer. Og jeg har også meget svært ved at se Jer ligge dér....
I kommer ud i branchen i en tid hvor forandring ikke er en trussel eller en mulighed, men et vilkår. Rammerne vil ændre sig konstant, fokus vil skifte og I vil veksle mellem arbejdspladser, kunder og verdensdele. Det ene medie vil afløse det andet. I vil få gode opgaver og lorteopgaver, I vil være fanget bag et bord eller være ude hvor tingene sker og livet leves, I vil møde ambitiøse chefer, empatiske chefer og chefer, der er rigtig dårlige til at være chefer. Nogle af dem vil have Happy News, nogen vil have kritisk journalistik – andre er ligeglade, bare I kan få kunder i butikken. Og når dagen, ugen, året er omme og opgaven løst eller avisen lukket, er I – hver især – den eneste konstante i den ligning.
Derfor er det så vigtigt hele tiden holde fast i hvad der føles rigtigt eller forkert, godt eller skidt, sandt eller falsk. Og hele tiden at huske på hvad der drev Jer, dengang I valgte at blive journalister.
Bliv ikke magelig
I skal ikke lægge Jeres karriere i hænderne på mere eller mindre tilfældige arbejdsgivere eller sælge hele Jeres sjæl til enkelte medier eller organsiationer. Hvor gode og attraktive de end måtte være. Slet ikke i disse tider. Og I skal ikke blive hængende i et job eller en sammenhæng, hvis I ikke kan stå inde for det I laver. Jeg har oplevet meget brok på journalistiske arbejdspladser. Og jeg har også selv brokket mig. Over vilkår jeg ikke synes var gode nok, redaktører jeg ikke respekterede og beslutninger, jeg synes var forkerte. Og når jeg så har været tilstrækkelig træt af at høre på mig selv, så har jeg flyttet mig.
Vores job er for vigtigt til at man bliver magelig og afhængig. Risikoen er i hvert fald, at man kommer til at gå for meget på kompromis. Både personligt og fagligt. Og det kan ingen være tjent med.
Mod skal du have
I ved allerede, at det kræver masser af mod at være i vores branche. Der er de svære opringninger, det krævende interview, de kritiske historier, de værdige modstandere, den sure redaktør.
I vil opdage, at det nogen gange kræver endnu mere mod at følge sin mavefornemmelse eller at insistere på at gøre sit arbejde ordentligt.
Det kræver mod, ikke altid bare at gøre som de andre, som der bliver forventet eller som konventionerne byder. Det giver sved i hænderne og hjertebanken at sige fra og at flytte sig.
Ydmyghed og respekt
Men mod kan ikke stå alene – det hænger sammen med ydmyghed og respekt.
Og her er det er lige meget, om I kommer til at afsløre magtmisbrug, lave sundhedskampagner, underholdning eller sælge politiske budskaber. Om I arbejder lokalt, globalt, kommunalt eller kommercielt.
Der ligger en magt i det, I kan og de privelegier, der følger med jobbet:
I vil få adgang til alle. Til stjerner og sørgelige skæbner. I kan ændre deres liv: hive tæppet væk under dem eller give dem en stemme. Nogen gange er valget Jeres. Det er Jer der tolker, vinkler, prioriterer.
Jer, der bestemmer hvilket lys læserne, seerne, lytterne skal se sagen i og hvad perspektivet skal være.
I kan gøre os passive og blinde – eller I kan åbne vores øjne og vise os virkeligheden. Den vi kender, og gerne vil forstå. Den vi ikke kender, men som har betydning for os.
Med det I kan, vil I påvirke vores følelser, holdninger og handlinger. Og den magt skal håndteres med respekt, ydmyghed og omtanke.
I vil opleve muligheder, der byder sig til. Smuthuller, der viser sig. Nemme løsninger, der lokker. Steder hvor gærdet er behagelig lavt. Og I vil blive budt på mange frokoster, der i første omgang er gratis....
Tvivlen en følgesvend
I vil komme i tvivl 1000-vis af gange. Og hver dag vil I have behov for at stoppe op og spørge jer selv: hvad er det EGENTLIG, det her handler om. Hvad er det EGENTLIG, der er det rigtige at gøre her. Og hvad er det EGENTLIG, jeg har gang i.....
I kan ligeså godt indstille Jer på, at tvivlen vil være en følgesvend resten af Jeres karriere. Og når I en dag ikke længere kommer i tvivl – så er det på tide at aflevere pressekortet i receptionen.
Omgiv Jer med nogen, der orker at give Jer kvalificeret modstand. Nogen der kan puste til tvivlen og få Jer til at bruge den aktivt til at blive bedre og til at lave bedre journalistik. Og hvis ikke chefen kan bruges – så brug hinanden. Hjælp hinanden. Udfordr’ hinanden.
Jeg har altid været bedst som en del af et team. Hvor der er nogen at sparre med. Og det skal helst være nogen, der er både modigere og klogere end jeg selv er....
Uhøjtidelig seriøsitet
Selv om jeg ikke ved hvad min næste opgave bliver, eller hvor jeg har lyst til at arbejde næste gang, har jeg har efterhånden fået en nogenlunde fornemmelse af, hvad meningen med journalistikken er. For mig. Og jeg har fundet ud af, at det ikke er så væsentligt hvor man havner og hvad man laver – bare man gider gøre det ordentligt – og med engagement og passion.
På DR2 arbejdede vi med et begreb vi kaldte uhøjtidelig seriøsitet. I det ligger, at selv om man er ambitiøs og seriøs, behøver det ikke være tungt, kedeligt eller højtidelig. Og det skal slet ikke være selvhøjtideligt.
Man kan godt tage opgaverne alvorligt uden at tage sig selv for alvorligt. Man kan godt gøre sig umage – og samtidig have det sjovt.
Balance mellem passion og professionalisme
Og det er vigtigt. Også at have det sjovt. For hvis Jeres liv kommer til at minde bare en smule om mit, så vil journalistikken komme til at fylde det meste. Jeg håber for Jer, at I kan finde den rette balance mellem passionen og professionalismen.
Jeg håber også, at I vil blive ved med at lægge planer, drømme store drømme og have høje ambitioner. Ikke alene for Jeres egen karriere, men også for faget og branchen. Det er der brug for.
I har nogle helt andre muligheder end jeg havde dengang. Nogle kompetencer jeg aldrig er kommet i nærheden af. Og I vil få nogle chancer, jeg end ikke kan forestille mig.
Nu er det op til hver enkelt af Jer, at bruge det I kan og finde den vej, som passer til Jer og Jeres løfter til Jer selv.
Skab muligheder sammen
Da jeg blev bedt om at holde tale i dag, besluttede jeg hurtigt, at jeg hverken ville tale om KRISE og CAVLING.
Krisen kan I ikke gøre noget ved, andet end bruge den til at tænke kreativt og offensivt: rejse ud, finde nicher – og Cavling: reelt vil meget få af Jer kommet til at vælte en minister eller politidirektør, afsløre svindel og magtmisbrug eller kaste Jer over Hemmelige Krige.
Men – når Roskilde er slut og den sidste SU formøblet – er det bare med at komme igang:
Der er historier, der skal fortælles, koder, der skal knækkes, kilder, der skal nurses, slogans, der skal tourneres, kolleger, der skal støttes, venskaber der skal plejes, en verden der skal redes – og en masse magiske muligheder.
Nogle af dem vil byde sig til – men de fleste af dem skal I skabe selv. Eller sammen.
Held og lykke! Og tillykke!
Opdateret 30-06-2009
Spørgsmål, kommentarer, forslag og rettelser til websitet er meget velkomne, og rettes til webmaster@dmjx.dk
